Far kæmper for livet - 10-årig søn kvæstet
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Tirsdag eftermiddag kørte en 42-årig mand med sin 10-årige søn på motorcykel, da de blev involveret i en forfærdelig ulykke. Nu fortæller politiet, at de har mistanke om, at den kvindelige bilist ikke overholdt sin vigepligt. Den 42-årige mand er i livsfare, mens drengen er kommet slemt til skade - men meldes uden for livsfare.
Ulykken skete i Løgstør i Nordjylland, hvor en kvindelig 77-årig bilist overså de to personer på motorcyklen i et venstresving.
"Manden kunne ikke nå at køre udenom. Han rammer derfor direkte med kroppen ind i bilens højre side," siger vagtchef Per Jørgensen til TV 2.
Mens den 42-årige mand fra lokalområdet tirsdag aften fortsat er i kritisk tilstand, er føreren af personbilen lettere tilskadekommen.
"I takt med at bilen blev ramt i højre side, og hun sad i venstre side, slap hun med mindre eller næsten ingen skader," siger Per Jørgensen.
Nordjyllands Politi fortæller til TV 2, at drengen har pådraget sig slemme skader på arme og ben. Localeyes.dk beretter, at drengen er mandens 10-årige søn.
Begge køretøjer er på nuværende tidspunkt i gang med at blive undersøgt for mulige fejl. De involveredes pårørende er underrettet.