Kvinde forsøgt dræbt af sin mand: Sprang ud fra altan for at redde sit liv
En 62-årig mand fra Horsens blev tirsdag kendt skyldig i drabsforsøg mod sin 55-årige hustru
Det var forsøg på manddrab, da en 62-årig sindsforvirret mand sønden 2. juli sidste år både slog og forsøgte at kvæle sin kone på Hybenvej i Horsens. Det slog en enig domsmandsret ved Retten i Horsens tirsdag fast, skriver Horsens Folkeblad.
Efter at have været udsat for forsøg på strangulering, lykkedes det kvinden at vriste sig fri, så hun kunne flygte. Der var desværre kun en vej væk, og det var ned. Kvinden sprang ud fra parrets altan og fire meter ned, hvor hun landede på underboens terrasse. Det resulterede i tre brud i ryggen, to brækkede ribben og en brækket fod.
På skadestuen vurderede lægerne, at hun havde været i livsfare som følge af grebet om hendes hals. Hun havde punktblødninger i øjnene og tydelige mærker efter strangulering, skriver Horsens Folkeblad.
Den 62-årige mand blev idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid og efterfølgende udvisning af Danmark for bastandigt.
Manden er erklæret skizofren og det vurderes, at han var psykotisk, da han forsøgte drabet på konen. Overfaldet skete i forbindelse med et orlovsbesøg fra psykiatrisk afdeling.
To dage inden drabsforsøget truede han sin kone, fordi han mente, at hun ville forsøge at forgifte ham. Den pågældende søndag kom han direkte fra psykiatrisk afdeling med følgende besked til konen: "Jeg kommer for at dræbe dig," skriver avisen.