Uskyldig mand sad fængslet i fem måneder for drabsforsøg
150 dage. I så lang tid sad en uskyldig mand varetægtsfængslet for at have forsøgt at dræbe en anden i Brønshøj i København.
Det skriver Ritzau.
Det er en noget usædvanlig tiltale, som anklagemyndigheden har rettet mod en 36-årig mand, der anklages for at have løjet overfor politiet og for at have givet retten den samme falske historie.
Nu vil Københavns Politi have manden fængslet og betale erstatning til det uskyldige offer, der har siddet fænslet på grund af løgnene.
Hele sagen drejer sig om en episode tilbage i januar 2016, hvor den 36-årige mand ringede til alarmcentralen og bad om hjælp. Han fortalte, at en anden mand var dukket op med et jagtgevær. Da politiet ankom fandt de den påståede angriber, blødende og med våbnet ved sin side. En kvinde på stedet bakkede op om den 36-årige mands historie.
19 dage senere rykkede de ud for at anholde den mistænkte. Han blev sigtet for drabsforsøg. Han nægtede, men en dommer fængslede ham i varetægt. Flere gange derefter besluttede dommere at forlænge frihedsberøvelsen.
I juni samme år faldt sagen fra hinanden, og den fængslede blev løsladt. Den 36-årige mand havde løjet - nu er han anklaget for "at have givet urigtige oplysninger til en offentlig myndighed med den hensigt, at en uskyldig skulle blive anholdt, sigtet og dømt."
Tre gange har han løjet ved afhøringer, og så skaffede han et falsk bevis. Politiet hævder, at det nemlig var ham selv, der hentede det oversavede jagtgevær. Oveni skal han også dømmes for at have overfaldet den mand, han anmeldte, med halsgreb, spark og flere skaller, lyder kravet fra anklagemyndigheden.