Fortsæt til indhold

Peter døde på cyklen under træningstur

Krimi
Hans Gæmelke, Formand for Djursland Landboforening

Det er med stor sorg, at Djursland Landboforening må meddele, at vi har mistet planteavlskonsulent Peter Worre Jensen. Han var lørdag den 28. april på træningstur med sit cykelhold omkring Ebeltoft, da han fik det dårligt og faldt om. Peter elskede de lange ture på cyklen. Han arbejdede hårdt på at få flest mulige kilometer i benene, inden den årlige tur til Harzen senere på måneden. En tur, som han havde set rigtig meget frem til.

Peter har netop fejret 30-års jubilæum i foreningen. Han har alle dage været særdeles aktiv i sit arbejde og gjorde en stor dyd ud at af at være nærværende. Han var grundig, forklarende og yderst respekteret blandt de landmænd, som havde kontakt med ham. Peter var også selv aktiv landmand i fritiden. Han så altid frem til timer på traktoren – her kunne kan koble helt af, sagde han altid. Et hurtigt kig på kontoret efterlader ingen tvivl – den rigtige farve er grøn, og navnet er John Deere.

Som kollega var Peter imødekommende og hjælpsom. Døren var altid åben, og her mødte man et kærligt smil. Peters enorme empati gjorde, at flere brugte ham til mere fortrolige samtaler. Peter efterlader ikke blot landbocentret med et tomt kontor, men også en tom plads i mange af vores hjerter.

Peter efterlader sig en hustru og tre børn. En familie, som han stolt fortalte om, og som han tydeligt værdsatte mere end noget andet.

Ære være Peters minde.