Aarhus: Flere gruppeslagsmål med køller og bat
To større grupperinger af unge mænd var i går oppe at slås forskellige steder i Aarhus
Tirsdag aften fik Østjyllands Politi flere anmeldelser om uro og slagsmål mellem to grupperinger af unge mænd i Aarhus. Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Klokken 21.09 kom der en anmeldelse om, at en større gruppe mænd overfaldt en anden gruppe mænd med køller og bat på Bernhard Jensens Boulevard på havnen i Aarhus. Da patruljerne kom til stedet, var personerne gået igen. Klokken 22.13 kom der igen en anmeldelse om slagsmål mellem to grupperinger. Denne gang foregik det i den anden ende af byen, på Holmstrupgårdsvej i Brabrand. Politiet kom hurtigt til stedet, men slagsmålet var overstået, da betjentene nåede frem.
Østjyllands Politi følger udviklingen tæt og holder nøje øje med grupperingerne, står der i døgnrapporten.
jwh