23-årig kørte spritkørsel på motorvejen
Politiet fik torsdag aften to anmeldelser om den samme spritbilist på Østjyske Motorvej ved Hørning
Arkiv
En 23-årig mand havde fået for meget at drikke, inden han torsdag aften satte sig bag rattet i sin bil. Sydøstjyllands Politi fik således anmeldelser fra to forskellige bilister på, at den 23-årige kørte en anelse usikkert på motorvejen.
Det fik politiet til at sende en patrulje af sted, som fulgte efter bilisten fra motorvejen til Århusvej i den nordlige del af Hørning, hvor den 23-åriges bil blev standset. Manden blev efterfølgende anholdt for spritkørsel og taget med til stationen for at få foretaget en blodprøve.
Det oplyser politikommissær Mick Klausen fra Sydøstjyllands Politi.
jwh