Tricktyv stjal pung fra 90-årig kvindes entré
90-årig kvinde udsat for tricktyveri i sit hjem i Carl Blochs Gade
En 90-årig kvinde har anmeldt til politiet, at hun mandag mellem klokken 14.00 og 14.15 var udsat for et tricktyveri i sit hjem på Carl Blochs Gade i Aarhus C.
Kvinden har oplyst, at en mand havde ringet på hendes dør under påskud af at skulle undersøge noget i hendes lejlighed. Han blev lukket ind og var der kortvarigt, indtil han konstaterede, at 'det måtte være noget udenfor', han skulle tjekke.
LÆS OGSÅ: 90-årig kvinde snydt af 'falsk' håndværker
Da han var gået, opdagede den 90-årige kvinde, at hendes pung, som havde ligget i entréen, var væk. Det oplyser Østjyllands Politi.
Manden beskrives som:
Dansk af udseende
Ca. 40 år
Ca. 180 cm.
Almindelig af bygning
Hvid i huden
Lyst, kort hår
Talte dansk
Iført ternet skjorte og blå overalls
Østjyllands Politi har på det seneste oplevet flere af den slags tricktyverier, hvor typisk ældre mennesker bliver bestjålet af personer, der ikke er, hvad de udgiver sig for at være.
LÆS OGSÅ: Tricktyv foregav at skulle tjekke radiatorer
Politiet anbefaler, at man ikke lukker personer ind i sit hjem, som man ikke kender. Har man ikke en forudgående aftale med det firma eller den myndighed, vedkommende påstår at komme fra, kan man ringe til det pågældende sted og tjekke, om det er korrekt.
jr