Brand i lejlighed i Aarhus: 63-årig alvorligt forbrændt
Beboer overført til Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger
En mand på 63 år kom søndag aften alvorligt til skade i en brand i hans lejlighed i Kalmargade.
Manden blev reddet ud af sin brændende taglejlighed i den fire etager høje boligblok, der ligger ud til Randersvej i det nordlige Aarhus.
"Der er en person, som er blevet stærkt forbrændt. Han blev først sendt mod Odense Universitetshospital, men hans skader er tilsyneladende så komplicerede, at han i stedet er bragt til Rigshospitalet," siger Østjyllands Politis vagtchef til Ritzau.
Politiet kender ikke årsagen til branden, som blev anmeldt søndag aften klokken 20.28. Beboerne i ejendommen blev for en sikkerheds skyld evakueret, men lidt senere på aftenen kunne de vende tilbage til deres lejligheder, som ikke havde taget skade af ilden.
Vi er i øjeblikket til stede i Kalmargade v/Randersvej i Århus N sammen med brandvæsen og ambulance pga. en lejlighedsbrand. Branden er under kontrol, men vi fylder lidt i gadebilledet. Giv plads til redningsfolkene på stedet. Intet yderligere p.t.
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) 20. maj 2018
Politiets teknikere skal undersøge årsagen til branden.