Fortsæt til indhold

Ung mand forsøgte at kvæle hende

Krimi
Arkiv

En kvinde måtte kæmpe for sit liv, da en ung mand trængte ind i hendes bolig.

Torsdag kommer sagen for retten i Holbæk, og den 24-årige mand er tiltalt for legemsangreb af særlig rå og farlig karakter og for at have truet kvinden på livet. Det skriver Sn.dk.

Ifølge anklageskriftet kæmpede den kvindelige beboer for sit liv ved overfaldet på kvindens bopæl i Høng på Sjælland.

Den 24-årige skubbede kvinden omkuld på husets stuegulv. Han satte sig overskrævs på hende og fastholdt hendes arme med sine ben. Herefter tog han med begge hænder fast om kvindens hals og klemte til, så hun ikke kunne trække vejret.

Ifølge anklageskriftet lykkedes det kvinden at vriste sig fri og flygte over til sin nabo.

Hun bankede på døren, men der blev ikke lukket op, og den 24-årige indhentede hende og slæbte hende tilbage i huset, skriver Sn.dk.