Forfærdelig premiere: Tribune styrtet sammen under egnsspil i Mols Bjerge
Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, da musical nær Knebel blev afbrudt
Torsdag aften var der premiere på egnsspillet 'Tågen i Bakkerne', årets egnsspil i Mols Bjerge.
Og det blev en dramatisk premiere. Ikke på grund af forestillingen på scenen, men derimod fordi en publikumtribune styrtede sammen midt i det hele.
Politi og en hel del redningspersonale blev tilkaldt til Tremosegaard, det svært fremkommelige sted, hvor forestillingen fandt sted.
"Vi får anmeldelsen og får at vide, at der er 400 mennesker tilstede derude. Det er der også, men der var ikke ligefrem 400 tilskadekomne. Og de havde selv læge og sygeplejerske tilstede derude til at håndtere det," fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Vagtchefen oplyser, at tre personer er faldet og har fået lettere knubs til følge. Én enkelt blev kørt på skadestuen med et, formentlig, forstuvet håndled.
Det er endnu uvist, hvad der gik galt, og det har endnu ikke været muligt at komme i kontakt med arrangøren.
Forestillingen skulle efter planen spille torsdag, fredag, lørdag og søndag aften, men det er endnu uvist, om de efterfølgende forestillingere løber af stablen som planlagt.