Fortsæt til indhold

87-årige Birthe låst inde i container på genbrugsplads: Nysgerrigt ægtepar reddede hende

Birthe Sørensen på 87 år blev lørdag eftermiddag låst inde i en container på genbrugspladsen i Bogense. Til alt held hørte et tilfældigt ægtepar hendes banken

Krimi
Daniel Sennek

"Jeg råbte 'hov, jeg skal da ud', men medarbejderen hørte mig ikke. Det var absolut ikke rart! Man regner jo ikke med at blive spærret inde på den måde."

Sådan fortæller Birthe Sørensen til Ekstra Bladet om den skræmmende episode, hun var ude for lørdag eftermiddag. Hun begyndte at banke med knyttet hånd, og til alt held hørte et nysgerrigt ægtepar hendes banken efter blot fem minutter.

"Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis de ikke havde været nysgerrige," siger Birthe til avisen.

På genbrugspladsen tager de også straks nogle nye tiltag i brug, så det ikke sker igen. De er meget kede af situationen og vil nu lade alle containere stå åbne, når pladsen forlades.