Brutal voldtægtsmand efterlyses: Angreb 17-årig pige i gangtunnel
Københavns Vestegns Politi søger vidner i forbindelse med et forsøg på voldtægt mod en 17-årige pige natten til søndag
Den 17-årige blev natten til søndag forsøgt voldtaget, da hun var på vej hjem fra en privat fest på Folemarksvej i Brøndby.
Mens hun var ved at passere Søndre Ringvej via en gangtunnel, som går fra Folemarksvej til Kirkebjerg Allé, blev hun passet op af en mand, der kom gående ned i tunnelen fra Kirkebjerg Allé.
Gerningsmanden gik til angreb på pigen og væltede hende omkuld og forsøgte at åbne hendes bukser. Hun skreg op og det lykkedes hende at få ham skubbet fra sig, hvorefter han tog flugten samme vej som han var kommet.
Signalement
Gerningsmanden beskrives som: Mand, 25-30 år gammel, ca. 170 cm. høj, muskuløs af bygning, rødblond army-kort hår/kort i siden og længere i toppen og redt til siden, dybtliggende øjne, iført mørkegrøn hættetrøje og mørke jeans ligesom han bar en mindre sort bæltetaske over skulderen.
"Voldtægtsforsøget skete umiddelbart efter midnat, og vi leder efter vidner, der kan have set noget før eller efter overfaldet. Så har du oplysninger, så sidder vi klar ved telefonerne," siger politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi.
Ring hele døgnet på 43861448.