Mand død i tragisk arbejdsulykke ved Tirstrup
En 65-årig mand er mandag afgået ved døden i en arbejdsulykke på en virksomhed nær Tirstrup
En 65-årig mand er i dag afgået ved døden i en arbejdsulykke ved Tirstrup. Det oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi blev klokken 10.35 kaldt ud til en alvorlig arbejdsulykke på en virksomhed på Søholtvej ved Tirstrup. Her var den 65-årige mand kommet i klemme på ladet af en lastbil, da han skulle spænde noget gods fast.
En kvinde, der var på stedet, ringede 112. Redningspersonale og politi var hurtigt fremme, men den 65-årige var kommet så slemt til skade, at han døde af sine kvæstelser. De pårørende er underrettet.
"Arbejdstilsynet er blevet underrettet og skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken," oplyse Jeanette Løv Rasmussen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Adresseavisen.