Fortsæt til indhold

Propfyldte busser i sammenstød på motorvejen: Den ene havde kurs mod Aarhus

128 buspassagerer var med to busser involveret i uheld

Krimi
Arkiv

To busser er fredag eftermiddag stødt sammen på den meget trafikerede Køge Bugt Motorvejen på Sjælland.

Den ene havde retning mod Aarhus, mens den anden var på vej til Holstebro.

Busselskabet Flixbus, der har hovedkontor i Aarhus, oplyser til Ekstra Bladet, at cirka 128 passagerer var med busserne, og at der vil blive indsat erstatningsbusser.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er få personer kommet til skade.

"Der er nogen, som har fået nogle knubs. Alvorligheden kender vi ikke endnu," siger pressemedarbejder Martin Bjerregaard til eb.dk.

Buschaufføren, der førte den bagerste bus, som ses på billedet, var 'teknisk fastklemt', og flere af passagererne skulle have klaget over nakkesmerter.

Ulykken har skabt massiv kø på den sjællandske motorvejsstrækning.

dp