Fortsæt til indhold

Morten blev dræbt på værelse 37, men var det med vilje?

Den 27. december sidste år blev 32-årige Morten Skou dræbt. Siden har pårørende, familie, venner og offentligheden forsøgt at finde svar på, hvad der skete, da en 53-årig mand dræbte Morten på værelse 37 på Svenstrupgaard ved Korsør.

Krimi
Daniel Sennek

Den 53-årige mand har indtil nu siddet varetægtsfængslet og er en tidligere voldsdømt herre, der netop i dag tiltales for manddrab.

Det skriver Sjællandske.

Den 53-årige er tiltalt ved Retten i Næstved for fire forhold: brugstyveri af bil, kørsel uden at have erhvervet kørekort - og så de to groveste tiltaler: manddrab og vold med særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge.

Den 53-årige mand er både sigtet for manddrab og for den særlige rå vold med døden til følge, men kan kun dømmes for det ene. Det sidstnævnte er taget med i anklageskriftet, hvis retten ikke skulle finde den 53-årige mand skyldig i manddrab. For det er i virkeligheden spørgsmålet: Var det med vilje?

I anklageskriftets fjerde forhold tiltales manden for ved vold i form af en armlås at have holdt fast om halsen på Morten Skou, hvorved offeret afgik ved døden som følge af kvælning.

Retsmøderne finder sted i dag torsdag, samt mandag og torsdag i næste uge.