Fortsæt til indhold

Skæbnesvanger mordbrand: Datter forsøgte at guide moderen ud af flammerne

En 51-årig kvinde brændte sidste år inde i sit hjem den 31. maj. Angiveligt i en mordbrand, hvor kvindens ene datter tirsdag genfortalte det sidste råb om hjælp i retten.

Krimi
Daniel Sennek

Kort før sin død ringede den 51-årige kvinde til sine tre døtre - angiveligt i et sidste råb om hjælp. Men noget gik galt.

Det skriver fyens.dk.

"Jeg ved godt, at jeg er fuld lige nu. Men det er alvorlig det her. Han har sat ild til lejligheden og låst mig inden på værelset," genfortalte datteren tirsdag om sin mors første ord, ifølge avisen.

Datteren var indkaldt som vidne i retssagen mod moderens samlever, der er tiltalt for mordbrand. Moderen fortalte, at hun befandt sig i et værelse, hvor det indvendige håndtag var brækket af, mens samleveren havde antændt brand i soveværelset og i stuen.

"Hun ville gerne have, at jeg kom derhen, men det kunne jeg ikke, for jeg var alene med min datter, der lå og sov. I stedet foreslog jeg hende, at hun skulle åbne et vindue for at få frisk luft ind. Det lød også, som om det ene vindue blev åbnet. I hvert fald kunne jeg høre sirenerne mere tydeligt. Det eneste, jeg kunne høre efter det, var en hvæsen. Men om det var min mors vejrtrækning eller ilden, ved jeg ikke," fortalte datteren i retten ifølge fyens.dk.

Datteren forsøgte at berolige og guide sin mor, der blev mere og mere panisk. Til sidst lykkedes det moderen at åbne døren, men røgen fyldte rummet og den 51-årige kvinde mistede livet.