Shampoo-tyv blev voldelig overfor frisør
51-årig mand prøvede at stikke af med shampoo fra frisør
En 51-årig mand er blevet sigtet for vold mod en frisør i Trøjborgcentret i Aarhus.
Det skete tirsdag klokken 12.13, hvor han forsøgte at stikke af et par flasker shampoo. Ifølge frisørens forklaring kom den 51-årige ind i butikken, og efter en kort afledningsmanøvre stak han et par flasker shampoo op under sin skjorte.
Frisøren bad ham om at lægge flaskerne, og da den 51-årige nægtede at have taget noget, låste frisøren døren og tilkaldte politiet. Opkaldet til ordensmagten hidsede tyven så meget op, at han begyndte at skubbe og truede med at slå frisøren, der til sidst lod ham gå - dog uden shampoo.
Da politiet kom frem, fandt patruljen hurtigt den 51-årige mand, der sad ved et busstoppested. Da han så patruljen, stak han af, men blev indhentet, anholdt og sigtet for forsøg på røveri.
Han nægtede at have forsøgt at stjæle noget og forstod ikke, hvorfor både frisøren og nu politiet havde taget fat i ham. Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.
jr