Falsk alarm: Bombetrussel på seddel lukkede City Vest
Vagt fandt seddel i prøverum og slog alarm. <a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Et mystisk seddelfund satte onsdag eftermiddag gang i det helt store beredskabsarbejde i det vestlige Aarhus.
Hos City Vest i Brabrand fandt en centervagt klokken 15.43 en seddel i et prøverum. På sedlen stod der, at en bombe ville sprænge.
Vagten tog straks kontakt til politiet, som troppede talstærkt op ved indkøbscentret sammen med en del redningspersonel.
Centret blev evakueret og tømt for kunder og medarbejdere, hvorefter man sammen med hundepatruljer gik i gang med en større undersøgelse af det 45.000 kvadratmeter store center.
Ved 19-tiden kunne Østjyllands Politi efter en grundig afsøgning konkludere, at der ikke var noget mistænkeligt at finde.
"Der ikke fundet noget, der kan indikere, at nogen har været i fare. Politiet betragter derfor truslen som en falsk alarm," oplyste politiet onsdag aften.
Det er endnu uvist, hvem der har forfattet den fundne seddel, som satte både politi og beredskab på arbejde, men Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere.
Vedkommende står nu til en sigtelse for at have indgivet en falsk trussel.
dp