Påkørte kvinde bevidst og smed hende bagefter ind i busk: Nu er vanvidsbilist anholdt
Politiet har fundet en 37-årig mand, man har ledt efter et stykke tid
Politiet har i snart to måneder tid ledt efter en 37-årig mand, som er mistænkt for bevidst at have påkørt en kvinde på et stisystem ved Byagervej i Beder syd for Aarhus.
Manden blev i går fundet og anholdt og bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet. Han er sigtet for grov vold.
Episoden skete søndag 8. april om formiddagen, hvor en 46-årig kvinde så en bil køre rundt med høj fart på en sti, hvor flere børn legede.
Bilen parkerede på stien, og føreren forlod bilen, og da bilisten kom tilbage, stod kvinden klar og bad manden lade være med at køre på stierne og i stedet benytte den rigtige vej. Det blev manden sur over og satte sig ind i bilen for at køre videre.
Kvinden stillede sig nu på stien og signalerede, at manden skulle standse bilen. I stedet kørte han, ifølge vidneudsagn, direkte ind i kvinden, så hun røg op på kølerhjelmen.
Herefter steg han ud af bilen, råbte af kvinden og smed hende ind i et buskads. Til sidst kørte han fra stedet.
Østjyllands Politi havde allerede kort efter episoden en god formodning om, hvem gerningsmanden var.
jr