Ung mand anmeldte moden kvinde for spirituskørsel efter påkørsel
Han kunne lugte alkohol, da de udvekslede oplysninger efter færdselsuheld
Fredag aften skete der et mindre færdselsuheld på Menys parkeringsplads i Låsby, hvor en 62-årig kvindelig bilist påkørte en anden bil med en 27-årig mand bag rattet.
Uheldet skete klokken 19.52, hvorefter parterne udvekslede forsikringsoplysninger. Den unge mand syntes, at den modne kvinde lugtede af alkohol, og han ringede derfor til politiet og fortalte om sin mistanke.
Mistanken var berettiget, for kvinden blæste alkometeret over det tilladte, da politiet kom frem og bad hende om at blæse.
"Det var fint, at han reagerede på sin mistanke," siger Sydøstjyllands Politis vagtchef Jesper Brian Jensen.
Den 62-årige kvinde, der er fra Låsby, blev derfor anholdt og kørt på skadestuen for at få taget en blodprøve, der skal fastslå den nøjagtige promille.