Fortsæt til indhold

Politirapporten: Spritbilist kørte ind i autoværn

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Der skete et solouheld i går kl. 6.15 på Silkeborgvej i Årslev ved Brabrand. Her mistede en 27-årig mand herredømmet over sin bil og påkørte autoværnet. En patrulje kom til stedet og tog kontakt til den 27-årige. Da han lugtede af spiritus, blev han testet for spiritus. Den viste en promille på mere end det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spritkørsel og fulgt til stationen til en blodprøve. Han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade efter uheldet, men bilen fik større skader på fronten efter nærkontakt med autoværnet. Han nægtede at være påvirket.

Andre nyheder fra døgnrapporten:

Saddeltyv tilbageholdt af handlekraftige borgere

Det var nogle særdeles handlekraftige borgere, der i går trådte til, da en 57-årig mand opdagede, at nogen havde stjålet saddelen fra hans cykel, der holdt parkeret i Aarhus C. Ved 22-tiden havde den 57-årige konstateret, at hans lædersaddel manglede, og at der ca. tre meter fra ham stod en mand med den i hånden.

Da den 57-årige konfronterede manden med tyveriet, stak han i løb. Men gerningsmanden nåede ikke langt, før et par vakse vidner nåede at løbe ham op og tilbageholde ham, til politiet kom. Her blev den 45-årige saddeltyv anholdt og sigtet for tyveri og for vold, da han i forbindelse med tilbageholdelsen havde spyttet den 57-årige i hovedet.

Men det skulle vise sig, at der var en lidt flere forseelser at komme efter. Ude på stedet henvendte flere personer sig til patruljen og fortalte, at den 45-årige under flugten havde smidt en taske fra sig. Den blev afleveret til patruljen af en Netto-vagt, som havde fået den af et vidne. I tasken fandt betjentene diverse stykker værktøj og en dolk. Den 45-årige blev derfor også sigtet for at overtræde våbenloven.

Mand i Mølleparken sigtet for besiddelse af hash

Da specialpatruljen i går kl. 11.15 gik gennem Mølleparken i Aarhus C, blev de opmærksomme på en gruppe personer, hvor én sad og røg en joint. Da patruljen rettede henvendelse til den 23-årige mand, smed han jointen fra sig - han blev dog alligevel sigtet for besiddelse af hash. Foruden jointen blev han fundet i besiddelse af 2,16 gram hash, som han havde liggende i sin taske.

26-årig mand anholdt for at true kioskansat med hobbykniv

Østjyllands Politi blev i går kl. 15.51 kaldt ud til en kiosk på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Her var en medarbejder blevet truet med en hobbykniv af en udadreagerende kunde. Flere vidner havde desuden oplevet, hvordan manden havde skabt utryghed uden for kiosken. En patrulje kom til stedet og anholdt den 26-årige.

Brand på virksomhed i Aarhus N

Østjyllands Politi blev i nat kl. 2.11 kaldt ud til Ølstedvej i Aarhus N, hvor der var brand i en virksomhed. Da patruljen kom til stedet, var brandvæsenet i færd med at slukke branden i et større telt. Dele af teltet udbrændte, og diverse genstande inde i teltet fik sodskader. Kl. 2.50 meddelte indsatslederen på stedet, at branden var slukket. Ingen kom noget til, og årsagen til branden kendes ikke.

Færdsel

En 23-årig mand blev i går kl. 17.4 standset i bil på Vestergårdsvej i Viby. Her blev der fundet 15 pølsemandsposer med hash og seks klumper hash i stanniol. Den 23-årige blev sigtet for narkosalg.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.52 på Nydamsvej ved Egtvedvej i Aarhus N. Havde havde en 19-årig kvindelig bilist overset en 25-årig kvinde på cykel, som blev påkørt. Cyklisten slap umiddelbart med overfladiske skrammer. Den 19-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 18.51 på Nehrus Allé i Aarhus. Ifølge vidner skete uheldet som følge af, at en bil foretog en uvending i krydset ved Randersvej, så der skete et mindre sammenstød med letbanen. Bilen fortsatte sin kørsel uden at give sig til kende. Der skete mindre skade på fronten af letbanetoget.

En 61-årig mand blev i går kl. 23.00 standset i bil på Johannes Ewaldsvej i Åbyhøj. Her blev han sigtet for spritkørsel, hvilket han erkendte. Han blev løsladt efter, han havde fået taget en blodprøve.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:

På Brohaven i Egå begået mellem onsdag kl. 20.00 og i går kl. 12.30

På Bjørnholms Allé i Viby begået i går mellem kl. 10.00 og kl. 13.00

På Capellavej i Højbjerg begået i nat kl. 1.30

jr