Fortsæt til indhold

"Jeg kunne jo se, manden med hjertestop havde brug for min hjælp, så jeg holdt hovedet koldt og gjorde det, der skulle gøres!"

25-årige Mikkel Andersen er en sand helt. Den 26. maj fik han ved et tilfælde øje på en mand i en grøft og en fortvivlet kvinde. Han fik kæresten til at vende om - og det reddede mandens liv.

Krimi
Daniel Sennek

25-årige Mikkel Andersen sprang ud af bilen nærmest inden, den holdt stille. Han kunne godt se, noget var helt galt. Han havde netop fået sin kæreste til at vende bilen om, da han havde set to cykler og en bil med katastrofeblinket tændt. To personer - en mand og en kvinde - vinkede dem ind til siden, og Mikkel opdagede med det samme hvorfor.

Det skriver JydskeVestkysten.

"De havde fået hevet manden op af grøften og vendt ham om, og det var helt tydeligt, han skulle have hjælp. Så jeg kastede mig ned og begyndte på hjertemassage, mens jeg havde alarmcentralen i telefonen," uddyber Mikkel Andersen til B.T.

Det er ikke, fordi Mikkel Andersen er paramediciner eller læge. Faktisk ved han ikke mere om førstehjælp, end det obligatoriske førstehjælpskursus, da han tog lastbilkørekort for tre år siden.

"Jeg følte mig ikke forskrækket. Jeg kunne se, der var en opgave, jeg skulle løse, og så måtte jeg hjælpe bedst muligt. Manden virkede meget chokeret, så jeg overtog. Jeg kunne jo se, manden med hjertestop havde brug for min hjælp, så jeg havde ikke noget problem med at holde hovedet koldt og gøre det, der skulle gøres," fortæller Mikkel Andersen til B.T.

Mikkel Andersen blev ved med at give hjertemassage til ambulancen kom. Og fortsatte herefter, mens paramedicinerne kunne give ilt og medicin. Manden har det efter omstændighederne godt.