To kvinder i slagsmål: Beskyldte hinanden for tyveri
Den ene kvinde opgav falsk navn til politiet
Politiet modtog onsdag eftermiddag en anmeldelse om, at der var lige lovlig meget gang i den i en lejlighed på Torvet i Galten.
Da politiet kom frem, var to kvinder i slagsmål - angiveligt fordi de beskyldte hinanden for at have stjålet hinandens telefon og iPad.
Betjentene fra Sydøstjyllands Politi fik dæmpet kvinderne, og der ville ikke være blevet nogen sag ud af det, hvis ikke den ene kvinde havde oplyst forkert navn til politiet. Hun kan se frem til at få en bøde, oplyser politiet.
Begge kvinder var fra Galten og på besøg i lejligheden. Hende, der opgav falsk navn, var 55 år, den anden slagssøster var 37.
Ingen af dem kom noget til i forbindelse med slagsmålet, der blev anmeldt onsdag klokken 16.