Fortsæt til indhold

Storbrand på sygehus: Fire bygninger styrtet sammen

4.000 kvadratmeter stort vaskeri på Holbæk Sygehus er nedbrændt

Krimi
Jacob Nielsen

80 brandfolk og 20 brandbiler blev sat ind, da der klokken 23.39 udbrød brand i vaskeriet på Holbæk Sygehus.

Branden var tilsyneladende startet i en af tørretumblerne i vaskeriet, som personalet nåede at evakueret sig selv fra, inden flammerne for alvor tog fat. Den gik hurtigt gennem taget og bredte sig til en nærtliggende kontor- og administrationsbygning men blev afskærmet fra selve sygehusbygningen, hvor omkring 300 personer ligger indlagt.

Politiet afspærrede området, og sygehusets skadestue blev lukket klokken cirka 01.30.

Natten igennem har man arbejdet med slukning og efterslukning af den omfattende brand, som har efterladt store materielle ødelæggelser - blandt andet skulle fire bygninger være styrtet helt eller

delvist sammen. Ingen personer er dog kommet til skade.

Region Sjælland melder dagen derpå, at sygehuset er operationelt og i gang på trods af nattens brand i de godt 4.000 kvadratmeter store bygninger.

"Det har været en rigtig voldsom brand. Men heldigvis er der ikke sket nogen personskade, og vi har haft et effektivt beredskab. Der er ydet en stor indsats, og det vil jeg gerne takke for," siger Heino Knudsen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland.