Uhyggelig ulykke: 25-årig kvinde dræbt
Natten til lørdag kørte to personbiler frontalt sammen - en ung kvinde er død, mens en 44-årig mand er hastet til hospitalet.
Ulykken skete natten til lørdag ved 04.00-tiden, da de to personbiler kørte frontalt sammen på Tarp Hovedvej ved Esbjerg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til B.T.
"Vi har en tilskadekommen, som er bragt til sygehuset i Esbjerg. Og en svært tilskadekommen, der blev bragt til Odense, som er afgået ved døden nu," siger vagtchef Ole Amann til avisen.
Den afdøde person er en 25-årig kvinde, mens den tilskadekomne mand er den, der kørte den anden bil. Han er 44 år. Begge personer er fra Esbjerg.
Indtil videre kan politiet ikke oplyse, hvordan ulykken er sket. Det vides endnu kun, at der er tale om et frontalt sammenstød.