Indbrud ved Skanderborg: 64-årig mand blev vækket ved, at tyv lyste ham i ansigtet med lommelygte
Ældre mand udsat for ubehagelig oplevelse i sit hjem
En 64-årig mand blev natten til onsdag vækket ved, at der stod en person og lyste på ham med en lommelygte.
"Det er en noget ubehagelig måde at blive vækket på. Da beboeren vågnede, stak gerningsmanden af via en havedør, han formentlig havde åbnet forinden. Som noget af det første ved et indbrud, går tyven typisk rundt i huset og skaffer sig flugtveje, han kan flygte ud af, hvis han bliver opdaget," fortæller politikommissær Jesper Christensen, Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet og den ubehagelige vækning skete natten til onsdag klokken 01.30 i en bolig på Lyngvej syd for Skanderborg. Tyven var kommet ind ved at afliste en rude i badeværelset og kom afsted fra indbruddet med en mobiltelefon og et armbåndsur.
Beboeren nåede ikke at se tyven så tydeligt, at der er noget brugbart signalement.