Kim slæbt bag båd i syv timer: "Jeg var ikke klar til at give slip - jeg kunne ikke give op. Aldrig"
For 10 dage siden var 51-årige Kim Specht fra Videbæk tæt på at miste livet. Alene i mørket var han udsat for en alvorlig ulykke
"Jeg var ikke klar til at give slip. Jeg skulle op og videre. Jeg kunne ikke give op. Da jeg først kom ombord igen, gav kroppen op, men rent mentalt gav jeg aldrig op. Aldrig."
Sådan fortæller den 51-årige Kim Specht til TV MIDTVEST, da han for første gang er tilbage på sin sejlbåd efter den ulykke, der ramte ham for 10 dage siden.
Natten på Ringkøbing Fjord var den længste i Kim Spechts liv. Sejlturen skulle have gået til Hvide Sande, men så langt nåede Kim Specht aldrig.
Det hele startede, da han fredag eftermiddag stævnede ud fra havnen i Bork. Pludselig kom en vind, der væltede den lille båd - og Kim røg i vandet. Efterfølgende blev han slæbt ikke mindre end syv timer gennem vandet.
"Vandet var koldt, men jeg nåede nok aldrig rigtig at opleve, at vandet blev koldt. Jeg arbejdede på at komme op, og jeg følte ikke rigtig, jeg frøs. Jeg brugte mange forsøg på at komme op i båden. Jeg kæmpede for at komme op, fra jeg røg over bord, men jeg kunne ikke," fortæller Kim Specht til TV MIDTVEST.
Efter syv lange timer var kræfterne ved at give op - men med en sidste kraftanstrengelse fat han fat i båden og hevet sig selv ombord.
Nedkølet til 32 grader formåede han at ringe til sin søn, der slog alarm. Halvanden time senere blev han fundet af reddere.