Kemikalier stjålet fra landejendom i nat
Landejendom har for anden gang i år haft indbrud
Jeppe Rafn
Sydøstjyllands Politi oplyser, at der natten til torsdag har været indbrud i et lager på en landejendom på Østerskovvej ved Låsby.
Tyvene har aflistet et vindue i lagerbygningen og stjålet landbrugskemikalier. Politiet ved i skrivende stund ikke, hvor meget der er tale om.
Indbruddet er sket natten til torsdag 21. juni mellem klokken 00.30 og 02. Der er installeret overvågning på landejendommen, som politiet skal have kigget på.
Det er anden gang i år, at der bliver stjålet kemikalier fra netop denne landejendom. Det skete også tilbage i februar, hvor der blev stjålet store mængder kemikalier, sprøjtemidler samt maskiner og apparater, som det fremgår af ovenstående artikel.