Unge og personale måtte flygte for livet: 33-årig polsk mand angreb institution med kølle og pistol
Den 33-årige mand med polsk oprindelse var trængt ind på stedet med en kølle og en splatterpistol.
Politiet blev alarmeret klokken 18.16. Personalet på en institution på Mindehøjvej, Havnlelev Mark ved Rødvig på Stevns meddelte, at en truende mand bevæbnet med blandt andet en kølle var trængt ind på stedet.
Politiet sendte omgående flere patruljer mod stedet, hvor den truende mand blev anholdt udramatisk klokken 18.55. Der var tale om en uligevægtig mand på 33 år med polsk oprindelse, men med tilknytning til lokalområdet. Han var i besiddelse af bl.a. en kølle og en splatterpistol og blev efterfølgende sigtet for trusler på livet for personalet og de unge på institutionen samt overtrædelse af våbenlovgivningen.
Den anholdte havde ingen tilknytning eller relation til institutionen, hvor ingen kom fysisk til skade ved hans indtrængen på stedet.
Den anholdte, der ifølge eget udsagn følte sig forfulgt og havde søgt tilflugt på stedet, blev senere under bevogtning indlagt på et sygehus til behandling for sin sindstilstand, indtil anklagemyndigheden har afgjort, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør eller ej.