Makabert fund af barnelig: Nu er moderen fundet og sigtet for drab
En 22-årig rumænsk kvinde er i dag blevet varetægtsfængslet ved Retten i Glostrup i sagen om det døde spædbarn, der blev fundet nedgravet i Glostrup den 16. oktober sidste år
En 22-årig rumænsk kvinde har siden maj måned været internationalt efterlyst af dansk politi mistænkt for at have dræbt sit eget spædbarn og begravet det på et grønt område ved Brinken i Glostrup i september måned.
Kvinden er blevet anholdt i Rumænien, og i dag mandag er det lykkedes Københavns Vestegns Politi at få hende udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
Kvinden er sigtet for i perioden fra den 12. september 2017 til den 28. september 2017 af nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed at have dræbt sit barn under eller straks efter fødslen, samt for at krænke gravfreden eller at have gjort sig skyldig i usømmelig behandling af lig.
Den nyfødte pige blev fundet af nogle håndværkere lidt før klokken 14 den 16. oktober, da de observerede, at en trøje stak op af jorden.
"Vi ser først og fremmest dette som en tragisk sag, hvor vi nu forhåbentlig kan få bragt endelig klarhed over hvad der skete," siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.