50-årig skød på betjente ved Tivoli: "Politiet skulle skyde mig i hovedet"
En 50-årig mand ville begå selvmord ved hjælp af to danske politibetjente - det såkaldte "suicide by cop".
Bevæbnet med en revolver - og et selvmordsbrev i lommen på sin jakke - gik den 50-årige mand direkte hen til to tilfældige betjente ved Tivoli i København. Her sigtede han på den ene betjents nakke med revolveren - i håb om, at de to betjente ville skyde ham direkte i hovedet.
Først forsøgte betjentene dog at fravriste revolveren fra den 50-årige mand, hvorefter den affyrede mindst et skud. Efterfølgende affyrede manden de resterende skud fra revolveren, der senere viste sig at være løse skud.
Det vidste betjentene dog ikke, så sammen med chokerende vidner var de overbevist om, at manden beskød dem. Derfor trak de deres pistoler og affyrede i alt 10 skud mod den 50-årige. Han blev ramt af et skud i venstre lår og et i brystkassen og blev svært kvæstet, men han overlevede.
Hele episoden fandt sted sidste år - den 2. juni cirka klokken 17.35. Fredag blev de to politifolk frikendt, da Statsadvokaten i København besluttede, at de handlede korrekt.
"Han har herom nærmere forklaret, at det var meningen, at politibetjentene skulle skyde ham i hovedet," skriver Den Uafhængige Politiklagemyndighed i sin redegørelse ifølge Ekstra Bladet. Hans forklaring understøttes af det selvmordsbrev, der blev fundet i hans jakke.