Politiet: Skanderborg er hårdt plaget af indbrud
Sydøstjyllands Politi opfordrer folk til at ringe, hvis de observerer noget mistænkeligt
Skanderborg er ifølge Sydøstjyllands Politi hårdt plaget af indbrud i øjeblikket. Det oplyser dagens vagthavende hos politiet, som samtidig opfordrer folk til at ringe, hvis de oplever noget mistænkeligt. Gerne en gang for meget end en gang for lidt, lyder opfordringen.
Det gjorde en 51-årig kvinde onsdag morgen, efter hun i sin indkørsel overraskede en mand, som ikke kunne redegøre for, hvorfor han var dér. Det skete klokken 06.45 på Fasanvej i Skanderborg. Da kvinden fortsatte med at spørge den ukendte mand, hvorfor han opholdte sig i indkørslen, stak han af. Det fik kvinden til at kontakte politiet.
Den 51-årige kvinde beskrev manden som 175 til 180 centimeter høj, almindelig af bygning, brun i huden og med mørkt kort hår. Han talte dansk med accent og var iført en mørkeblå vest samt cowboybukser. Senere på dagen så kvinden en varevogn, som var parkeret tæt på hendes adresse. Har man oplysninger bedes man kontakte politiet på telefon 114.
To indbrud det seneste døgn
Det seneste døgn blev der anmeldt to indbrud i Skanderborg kommune.I Hørning gik det ud over en villa på Vestergårds Alle klokken 01.13. Overvågning fra stedet viste, at gerningsmanden var inde på dette tidspunkt. Et vindue blev opbrudt, hvorefter gerningsmanden havde fri adgang til hele villaen. Fra stedet blev der stjålet designermøbler, kontanter og lidt slik.
Galten blev der anmeldt et indbrug i en villa på Søvangen. Indbruddet skete i tidsrummet fra tirsdag til onsdag morgen klokken 06.45. Der blev opbrudt et vindue, og fra stedet blev der stjålet designermøbler, en computer og en lampe.
jwh