Fundet med blod på hånden: Unge mænd bankede en person
To unge mænd blev natten til fredag sigtet for vold
Fra en beværtning ved åen i Aarhus blev der natten til fredag klokken 01.40 anmeldt en voldsepisode. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge anmeldelsen var en 23-årig mand blevet overfaldet med knytnæveslag af to unge mænd, som nu havde forladt stedet. En patrulje blev sendt dertil, hvor de talte med den 23-årige mand, som havde fået næseblod.
Han forklarede, at han havde været ude at danse på dansegulvet, hvor den ene af mændene pludselig havde skubbet til ham. Da han bad ham lade være, blev han af en anden mand tildelt to knytnæveslag lige på næsen, så det begyndte at bløde.
Med hjælp fra vidner på stedet og gode beskrivelser af de to formodede gerningsmænd, blev to mænd på 22 år anholdt og sigtet ved DOKK1. Den ene havde blod på hånden, der tydede på, at han havde været indblandet.
Den ene af de 22-årige forklarede, at det var den 23-årige, der havde været aggressiv og havde slået. Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere.
jwh