Vanvidsbilist med over 200 km/t. kørte galt: Var sporløst forsvundet fra ulykkesbilen da politiet nåede frem
Politiet ved fortsat ikke, hvem der kørte galt på Vestmotorvejen torsdag aften.
Jacob Nielsen
Det gik ALT for hurtigt for en bilist på Vestmotorvejen ved Bjæverskov torsdag aften kort før klokken 22, hvor en af politiets motorcykler satte efter en personbil, der kørte hastigheder over 200 km/t.
Bilen endte med at køre galt på Ringstedvej ved Slimminge, men da patruljen nåede frem til den forulykkede bil var føreren forsvundet.
Politiet sendte bl.a. hundepatruljer til stedet for at finde føreren, der evt. kunne være kommet til skade ved trafikulykken, men det lykkedes ikke at finde frem til vedkommende, der var over alle bjerge.
Det viste sig, at bilen var meldt stjålet i Albertslund.
Hvem gerningsmanden er vides endnu ikke. Politiet undersøger fortsat sagen.