Fortsæt til indhold

Politirapporten: Tricktyv krævede penge for rollator

Tricktyveri, narkosalg og et par indbrud. Her er uddrag fra politiets døgnrapport i Aarhus

Krimi
Arkiv

En ældre kvinde anmeldte i tirsdag, at hun klokken 11.00 havde været udsat for et tricktyveri i sit hjem i Brabrand. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Kvinden forklarede, at hun netop var ved at være hjemme, da hun blev opsøgt af en ukendt mand, der pressede sig med ind i hendes hjem. Ifølge kvindens forklaring tog han hendes rollator fra hende og lod hende forstå, at han ville have penge for den, hvis hun skulle have den igen.

Selvom hun nægtede og råbte om hjælp, lykkedes det alligevel manden at vriste hendes pung fra hende, inden han stak af fra stedet.

Han beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • Ca. 35-45 år
  • Ca. 170-175 cm.
  • Mørk i huden
  • Slank af bygning
  • Markeret ansigt
  • Iført mørk jakke og mørk kasket

Døgnet iøvrigt

22-årig sigtet for narkosalg efter fund af salgsposer

En patrulje kørte i går kl. 20.41 mod Illerupvej ved Vorrevangsskolen i Aarhus N, hvor der var melding om, at scootere og crossere kørte vildt. Da betjentene ankom, lykkedes det dem at stikke af, mens et par biler blev på stedet. Da der lå joint-papir og lugtede af hash fra den ene af bilerne, besluttede betjentene at tage kontakt til personerne. Hos den ene, en 22-årig mand, blev der fundet salgsposer med i alt 52,02 g. hash, 38,47 g. skunk og 3,89 g. kokain. Han blev derfor sigtet for narkosalg og fik konfiskeret 9.700 kroner, som politiet formoder stammer fra salg.

43-årig sigtet for at forstyrre den offentlige orden på Klostertorvet

En vagt anmeldte i går kl. 12.57, at der var opstået uro på Klostertorvet i Aarhus. Han forklarede, at flere personer var samlet på stedet og larmede, så det var til gene for de erhvervsdrivende. En patrulje kom til stedet og tog blandt andet kontakt til en 43-årig mand, der var beruset og opfarende. Da han nægtede at forlade stedet og forsøgte at komme op at slås med en af de øvrige tilstedeværende, blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Han erkendte, at det var tilfældet.

Færdsel

Der skete et færdselsuheld i går kl. 14.55 på Risvang Allé/Vejlby Ringvej i Aarhus N. Her blev en 61-årig kvinde påkørt bagfra, da hun svingede til venstre fra Vejlby Ringvej mod Risvang Allé. Den 61-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, hvilket hun nægtede. Der skete betydelig skade på bilerne, men ingen kom umiddelbart noget alvorligt til.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.48 på Hørgårdsvej/Vestre Strandallé i Risskov. Her påkørte en 22-årig mandlig bilist en 77-årig kvinde i kørestol, som krydsede vejen i fodgængerfeltet. Den 22-årige forklarede, at han opdagede kvinden for sent og forsøgte at standse og undvige inden sammenstødet. Kvinden blev væltet ud af sin kørestol og slog sit ansigt.

En 29-årig mand blev i nat kl. 3.28 sigtet for narkokørsel, da han blev standset i bil på Bøgeskov Høvej i Viby.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i Aarhus kommmune

  • På Nordlige Bjergevej i Højbjerg begået mellem søndag d. 8. og mandag d. 23/7 kl. 19.00
  • På Enkegårdslunden i Mårslet begået mellem fredag d. 13/7 kl. 00.00 og i går kl. 13.00

jwh