Politirapporten: Bilist sigtet for at køre for tæt på forankørende
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 28-årig mandlig bilist kørte i går kl. 16.20 så tæt på forankørende biler på Østjyske Motorvej, at det gav anledning til, at han blev standset af en politipatrulje. Vidner havde filmet den 28-åriges kørsel og viste optagelsen til betjenten på stedet. Det betød, at den 28-årige blev sigtet for overtrædelse af Færdselsloven ved ikke at have holdt tilstrækkelig med afstand til flere forankørende biler.
70-årig snydt af engelsktalende "Microsoft"-medarbejder
En 70-årig mand fra Risskov anmeldte i går, at han var blevet snydt af mand, der for nogle dage siden ringede og tilbød ham hjælp med hans computer. Ifølge den 70-årige udgav manden sig for at være fra Microsoft og bad om 100 kroner for at hjælpe ham med computeren. Den 70-årige udleverede sine kontooplysninger og konstaterede efterfølgende, at der var hævet flere tusinde kroner.
Østjyllands Politi fraråder, at man udleverer private oplysninger til folk, man ikke kender. Det er usandnyligt, at it-virksomheder og andre vil henvende sig på den måde. Får man et lignende opkald, opfordrer politiet til, at man lægger på.
Tyve blev lukket ind
I går omkring kl. 11.00 ringede det på døren hos en 68-årig mand boende på Vilhelm Bergsøes Vej i Aarhus V. Den 68-årige mand åbnede døren, hvorefter to personer gik ind i lejligheden og stjal mandens pung, der indeholdt kontanter og diverse hævekort.
De to personer beskrives begge som:
- Mænd
- 23-26 år
- Østafrikansk af udseende
- Spinkel af bygning og med mørkt hår
61-årig sigtet for at true kioskekspedient
En 61-årig mand var i nat kl. 01.30 så truende over for en medarbejder i 7-Eleven på Nørreport i Aarhus C, at han blev anholdt af en tilkaldt politipatrulje. Den 61-årige havde forladt stedet, da politiet kom frem, men gode vidneforklaringer førte politiet til en baggård i nærheden, hvor personen blev anholdt og sigtet for trusler imod ekspedienten.
Færdsel
En 22-årig traktorfører kolliderede i går kl. 10.11 med en anden personbil, da han bakkede med sin traktor på Løgten Østervej i Skødstrup. Ved kollisionen skete der ikke personskade, men færdselsuheldet påførte betydelige materielle skader på det andet køretøj.
En 37-årig mandlig bilist blev i går kl. 22.07 under kørsel ad Randersvej i Aarhus N påkørt af en bil, der efterfølgende kørte fra stedet med det samme. Der skete udelukkende mindre materiel skade. Med hjælp fra vidner lykkedes det at identificere den flygtende bil og kontakte den 25-årige mand, som ejer den. Han blev sigtet for ikke at oplyse politiet om, hvem der førte bilen.
Indbrud
Der er i det seneste døgn anmeldt ét indbrud i privat beboelse i Aarhus Kommune:
På De Mezas Vej i Aarhus C begået mellem søndag 12/8 kl. 13.00 og i går kl. 10.00.
jr