Drama på rideskole: Dreng på halvandet år kvæstet og fløjet til Riget i helikopter
Dreng på halvandet år fik kvæstelser i hovedet
En lille dreng, som var med sin far på en rideskole, pådrog sig kvæstelser i hovedet lørdag morgen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Klokken 09.54 kørte politiet ud til rideskolen på Tysingevej, Kirke-Eskilstrup ved Holbæk, hvor den cirka halvandet år gammel dreng var blevet kvæstet.
En lægehelikopter blev også sendt til stedet sammen med en ambulance. Den lille dreng blev i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalet til behandlinger for kvæstelser i hovedet.
Ulykken skete, da en hestetransportør var ved at blive flyttet - og væltede. En far, der var i færd med noget arbejde tæt på transportøren og i den anledning havde en jernstang i sin ene hånd, greb refleksmæssigt ud efter sin lillesøn for at redde ham væk fra transportøren. I forbindelse med grebet i sønnen blev drengen utilsigtet ramt af jernstangen i faderens hånd og pådrag sig herved diverse kvæstelser i hovedet, oplyser politiet.
Politiet undersøger nu omstændighederne for at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar.