Stjal hunden og stak af
Det skulle have været en helt almindelig aftentur med hunden, men udviklede sig til et sandt mareridt, som taget ud af en film. En mand luftede sin hund i oktober sidste år, da en gruppe personer iført klovnemasker sprang ud af en varebil på en parkerinsplads på Degnebakken i Halsnæs. Her tæskede de ham og stjal efterfølgende hans hund.
Nu er en 40-årige mand blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for episoden - men ingen af hans medgerningsmænd er identificeret.
Den dømte mand og offeret kendte hinanden i forvejen. I hvert fald fremgår det, at de tidligere har lånt penge sammen af fælles venner - inden offerets kæreste droppede ham til fordel for den nu dømte mand. Siden har de været uvenner.
Og det toppede altså den 20. oktober sidste år.
"Så hoppede 3-4 personer med klovnemasker ud af en kassevogn. De havde køller. De slog ham, herunder 2-3 gange i hovedet, og de sagde, at han skyldte dem 10.000 kr. "Jeg er så fucking træt af dig" og "Jeg skal have de 10.000 kr. nu," lød det fra den dømte," står der i domsbogen ifølge Sjællandske.
Så tog han en pistollignende genstand og holdt den hen til offerets hoved og sagde i følge dombogen:
"Jeg slår dig fandme ihjel, hvis jeg ikke får de penge."
Herefter flygtede offeret tilbage til lejligheden, hvor han fortalte en veninde om overfaldet. Veninden gik efterfølgende udenfor, hvor en gruppe mænd havde samlet sig. Grupperingen havde offerets hund og ville gerne aflevere den, hvis offeret kom ned, "så de kunne gøre det færdigt."