"Jeg har været et kæmpe fjols"
Det tidligere medlem af kommunalbestyrelsen, Jakob Engel-Schmidt (V), erkender, at han blev stoppet i sin bil af politiet med kokain i blodet. Det skriver han på sin offentlige Facebook-profil .
" I juli sidste år lavede jeg mit livs fejltagelse. Jeg blev stoppet af politiet grundet en defekt lygte på bilen, fik taget en blodprøve, og den viste, at jeg ikke måtte køre bil, fordi jeg havde ulovlige stoffer i blodet – det var kokain. Det er på alle måder fuldstændig uacceptabelt," skriver han og tilføjer:
" Jeg lægger mig fladt ned. Der er ingen god undskyldning. Jeg har været et kæmpe fjols. Det skal jeg tage ansvar for."
"Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune er her til aften blevet bekendt med, at Jakob Engel-Schmidt har mistet sit kørekort efter at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.
Vi kan ikke acceptere denne opførsel og tager kraftigt afstand fra det passerede. Det videre forløb må vi i første omgang drøfte i kredsbestyrelsen," skriver Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune på parties Facebook-side .
Ekstra Bladet har søgt aktindsigt i sagen. Avisen skriver , at Jakob Engel-Schmidt natten til d. 4. juli sidste år forsøgte at obstruere politiets arbejde.
Patruljen beskriver i politirapporten, at den stoppede Engel Schmidts bil på Lyngbyvej i København på grund af en lygtefejl.
Politiet fik hurtigt mistanke til Jakob Engel-Schmidt, hvilket endte med en anholdelse:
"Føreren af køretøjet havde en ifølge patruljen meget atypisk og mistankepådragende adfærd, som gjorde, at han blev sigtet for 53/54-kørsel (hhv. spiritus- og narkoparagraffen i færdselsloven, red.) Han nægtede at deltage i både en udåndingsprøve og en narkometertest og blev derfor kl. 00.43 erklæret for anholdt," står der i politirapporten ifølge Ekstra Bladet.
Jakob Engel-Schmidt har mistet sit kørekort i tre år som konsekvens af sagen.
Han er ud over sit job som direktør på Niels Brock også paneldeltager i News & Co. på TV2 News.