14-årig pige har været væk i 10 uger: Politiet og familien leder stadigvæk
Det er fortsat uvist, hvor 14-årige Therese Jakobsen befinder sig, efter hun for 10 uger siden forlod en efterskole i Vestjylland
1. juni forlod 14-årige Therese Jakobsen Sdr. Bork Efterskole i Vestjylland. Her ti uger efter er det fortsat et mysterium for politiet og familien, hvor den unge pige befinder sig henne.
Mette Holm, der er presseansvarlig ved Midt- og Vestjyllands Politi, oplyser til TV 2, at det er politiets klare formodning, at der ikke ligger nogen forbrydelse bag, men at både politiet og familien er bekymret for hende og gerne vil have hende hjem.
Ifølge TV2 har Therese Jakobsen desuden været i kontakt med enkelte personer, som hun har en tæt relation til, siden hun forsvandt fra efterskolen.
Forlod efterskole i Vestjylland
Tidligere har politiet forklaret til Lokalavisen Aarhus, at man søger bredt efter den 14-årige pige, da hun forsvandt i Vestjylland, stammer fra Østjylland og har bekendtskaber anndre steder i Jylland.
"Vi har ledt flere steder. Det tyder på, at hun rejser rundt," fortalte fungerende politikommissær Brian Frederiksen fra Midt- og Vestjyllands Politi i sidste måned til Lokalavisen Aarhus.
Therese Jakobsen forlod Sdr. Bork Efterskole den 1. juni. Efterskolen ligger i Vestjylland, men Therese Jakobsen stammer fra Odder, hvilket har fået politiet til også at lede efter den 14-årige pige i Østjylland.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der ikke noget, der tyder på, at Therese har været udsat for en forbrydelse, men man ønsker hende hjem. Politiet vil derfor gerne høre enten fra Therese selv eller fra personer, der ved hvor hun opholder sig.
Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger om, hvor Therese opholder sig.
jwh