Fortsæt til indhold

Gav på stedet førstehjælp til ung mand: Stukket ned med kniv flere gange

Nu søger politiet vidner til brutalt knivoverfald.

Krimi
am

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog i går - søndag - klokken 21.03 flere anmeldelser om slagsmål med knive på Skolebakken i Esbjerg.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Politiet sendte omgående flere patruljer til stedet, og ved politiets ankomst blev der ydet førstehjælp til ofret, en 21-årig mand fra Varde. Manden, der var stukket med kniv flere gange, blev bragt til behandling på hospitalet.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, man nu efterforsker sagen intenst, herunder at skabe et overblik over hændelsesforløbet. Der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte i sagen, lyder det fra efterforskningsleder vicepolitiinspektør Kent Brynilsen.

»Der er lige nu roligt i området og politiet er på stedet. I øjeblikket gennemfører vi tekniske undersøgelser på gerningsstedet, ligesom vi taler med vidner,« siger Kent Brynilsen.

Stort arbejde foran sig

Vicepolitiinspektøren oplyser, at der kan være en relation mellem offeret og gerningsmanden, men af hensyn til politiets videre undersøgelser i sagen kan politiet ikke udtale sig om yderligere detaljer.

»Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os. Vi skal have kortlagt hele forløbet før, under og efter hændelsen. Det indebærer blandt andet afhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser og en række andre efterforskningsskridt. Derfor vil man kunne se mere politi end sædvanligt i byen,« siger Kent Brynilsen.

Politi har som følge af den voldsomme hændelsen valgt at opstille den mobile politistation ved Spar på Bøndergårdsvej 1 i Esbjerg fra klokken 8-11 og fra klokken 13-17 i dag.

»Alle er velkomne til at besøge den mobile politistation. Hvis man har informationer om sagen til os, så står vi klar til at modtage dem, men borgerne er ligeså velkomne, hvis de føler sig utrygge efter hændelsen og har brug for at tale med os om det, der er sket,« siger Kent Brynilsen.

Søger vidner

Samtidig oplyser politiet, at man gerne vil høre fra vidner. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4, hvor medarbejdere sidder klar til at modtage opkald.

Politiet efterforsker sagen som forsøg på manddrab.

Man har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om den såredes tilstand, derudover oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at man ikke har flere kommentarer på nuværende tidspunkt.