Mor og datter anholdt samme dag
Kvinde råbte skældsord ad betjent, hvorefter hun sparkede ham.
Mor og datter fra Aarhus led mandag 27. februar den relativt sjældne skæbne at blive anholdt samme dag.
Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.
En anmeldelse om uro og larm i en lejlighed i Risskov fik omkring klokken 21.30 mandag en patrulje til at aflægge adressen et besøg.
På stedet traf betjente en kvinde og en mand, der »ikke var videre tilfredse« med politiets tilstedeværelse.
Særligt kvinden, 49 år, var ifølge Østjyllands Politi opfarende og aggressiv, og hun nægtede at oplyse sit fulde navn og fødselsdato. Kvinden blev efter flere advarsler anholdt og sigtet for ikke at ville oplyse sit navn til politiet.
Under anholdelsen skal kvinden have råbt adskillige skældsord rettet mod den ene betjent, hvorefter hun sparkede ham. Det resulterede i sigtelser for fornærmelig tiltale og vold mod en polititjenestemand.
Den 49-årige kvinde havde ikke været på politigården i Aarhus længe, før hendes 18-årige datter dukkede med et krav om, at hendes mor blev løsladt.
Den 18-årige skal have været højtråbende, og hun nægtede trods flere anmodninger at forlade politistationen, oplyser politiet.
Mor og datters midlertidige deroute endte med, at den 18-årige også blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.