Fortsæt til indhold

Forsøgte at røve 85-årig med rollator: Nu efterlyser politiet to redningsmænd

Kvinden blev overfaldet søndag midt på eftermiddagen.

Krimi
jro

Søndag eftermiddag blev en ældre kvinde overfaldet.

Nu efterlyser politiet gerningsmanden - og to hjælpsomme borgere.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete omkring klokken 15 i Kræmmergade i det centrale Varde.

Kort: Google Maps

Her forsøgte en ukendt gerningsmand at røve en 85-årig kvinde, hvilket dog mislykkedes. Kvinden kom lettere til skade ved overfaldet.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i forbindelse med efterforskningen især interesseret i at tale med to borgere, der hjalp den ældre kvinde hjem efter overfaldet.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mand
  • I 20’erne
  • Over 160 centimeter høj
  • Spinkel af bygning
  • Lys i huden
  • Havde kort, sort hår og skægstubbe
  • Talte dansk uden accent

Politiet er interesseret i at tale med vidner, der befandt sig i området omkring gerningstidspunktet, og som for eksempel kan have lagt mærke til gerningsmanden eller til den ældre kvinde, der gik med en rød rollator. Hun kom lettere til skade ved overfaldet.

Borgere med oplysninger i sagen kan kontakte Politiets Servicecenter på telefonnummer 114.