Sandheden var yderst pinlig
Der er ikke noget så irriterende og utrygt som at komme hjem til et hus, der har været gennemrodet af tyveknægte.
Men inden man sætter det helt store apparat i gang med politi og forsikring, så er det en god idé lige at få fastslået, at der rent faktisk har været uindbudte gæster.
Det måtte en familie på Hospitalsvej i Gjesing ved Esbjerg torsdag sande.
Ifølge jv.dk kom familien hjem til huset, som virkede gennemrodet. De vurderede, at tyvene havde opholdt sig i huset i længere tid og blandt andet havde drukket diverse spiritusflasker, som stod efterladt rundt omkring, men de havde ikke umiddelbart overblik over, hvilke effekter der var stjålet.
Da en politipatrulje senere på dagen ankom for at lede efter spor af tyvene, måtte kvinden krybe til korset med den pinlige sandhed.
Roderiet skyldtes nemlig ikke indbrud, men at familiens teenagesøn havde afholdt fest og ikke nået at rydde op, inden forældrene kom hjem, skriver jv.dk.
Sikke en fest...