"Lige meget hvad brænder vi dig LEVENDE!"
Efter at have været kærester i tre år gik en 40-årig kvinde og 26-årig mand fra hinanden. Et brud, der skulle blive starten på et sandt helvede for kvinden. I foråret og sommeren 2017 blev hun udsat for chikane, stalkeri og trusler.
Det skriver Sjællandske.
I juli fik manden et tilhold mod at kontakte hende - eller hendes familie - men det fik ham ikke til at stoppe. Tværtimod.
De efterfølgende to måneder ringede han ikke færre end 4.000 gange på hendes mobiltelefon og 9.000 gange til hendes arbejdsplads. En enkelt dag fik kvinden 1.900 opkald. Han opsøgte hende også flere gange i butikken, hvor hun arbejder og begik hærværk.
Også sms'er indeholdende trusler fik kvinden, blandt andet skrev ekskæresten: "Du skal bare smadres, længere er den ikke!", "Lige meget hvad brænder vi dig levende!" og "Du har vores ord på, at samtlige dine tænder ryger ud. Dit ansigt skal smadres, så der går flere år før du ser normal ud!".
Truslerne og de gentagne overtrædelser af tilholdet har nu ført til, at den 26-årige er blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel.