Så fik hun tæsk - og manden gik endnu mere amok
Af Daniel Sennek
En kvinde blev mandag slået, da hun standsede en mand i at opføre sig krænkende overfor en dreng. Episoden fandt sted ved en skole på Dahlsvej i Korsør. Politiet fik anmeldelsen ved middagstid.
Kvinden lagde sig mellem manden og drengen - med det resultat, at hun blev slået. Manden forsøgte herefter at slå en lærer, hvorefter han slog en tredje person.
Da nogle biler standsede, sprang han op på dem, da de holdt stille. Manden virkede noget uligevægtig og blev anholdt af politiet klokken 12.21.
Det drejer sig om en 24-årig mand fra byen. Han er sigtet for blufærdighedskrænkelse, vold og hærværk.