Fortsæt til indhold

"Det er en helt ekstraordinær indsats"

Krimi
Arkiv

38-årige Jesper Jørgensen og hans niårige søn, Emil, sov i stævnen af deres båd i havnen i Svendborg, da de pludselig blev sande helte og reddede en mand fra druknedøden. Det er tredje gang, Jesper har hjulpet en person fra at drukne.

Det skriver TV 2.

Episoden fandt sted i sidste uge, da Jesper Jørgensen pludselig blev vækket af en høj skvulpen. Han tjekkede, hvad lyden var, og så pludselig det, han frygtede allermest.

"Jeg kigger i vandet, og så kan jeg se hårtoppen på en mand, der ligger i vandet. Jeg kan se, at han er ved at synke. Han har maksimum en mundfuld luft tilbage, inden han går til bunds," siger Jesper Jørgensen, der måtte tage en hurtig beslutning, til TV 2.

Jesper Jørgensen sprang i, hvilket vækkede hans niårige søn. Han blev på båden og hjalp faderen og den næsten druknede 18-årige mand.

Ved hjælp af trossen holdt den blot niårige dreng den livløse krop oven vande, mens hans far svømmede efter hjælp. Emil græd og var bange. På det tidspunkt troede han, at manden i den anden ende af rebet var død, genfortæller Jesper Jørgensen.

Det var heldigvis ikke tilfældet.

Med "naboens" hjælp for de to mænd og Emil hevet den 18-årige op af vandet.

"Vi hiver ham op, og min dreng kommer med en dyne. Jeg kan ingenting. Jeg er frossen, men jeg kan se blå blink, og jeg får fat på politi og ambulancefolk, der kommer og tager over," fortæller Jesper Jørgensen til TV 2.

Det sidste, de så den aften, var, at den 18-årige mand var ved bevidsthed. Han overlevede takket være 9-årige Emil og hans far. En indsats, som Fyns Politi kalder "helt ekstraordinær".