Snevejret volder fortsat store problemer
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Bidende kulde og voldsomt snefald har præget vejret over Danmark den seneste uges tid, og selvom temperaturen vil stige en anelse de kommende dage, fortsætter den hvide nedbør med at drysse ned, nu også over København og Nordsjælland, som ellers har været helt uden sne indtil i dag.
Nu sneer det på Østsjælland, som det har gjort på Bornholm, Lolland Falster, Sydsjælland og Sydjylland i flere dage, og hvor trafikken er voldsomt udfordret.
Specielt i Vordingborg-området og på Møn er man hårdt ramt - også Nordfalster og dele af Lolland har fået meget sne, og vejene er meget glatte.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at der har været en del glatføreuheld - heldigvis dog ikke de mere alvorlige af slagsen. Rådet lyder: Hvis du skal ud at køre, så kør efter forholdene og tag hensyn til hinanden.
Fra Bornhold lyder meldingen, at snefaldet er aftaget, og vinden er løjet lidt af. Men ifølge DMI vil der fortsat være lette snebyger over øen, og vinden vil være jævn til frisk, så snefygning fortsat kan forventes.
Det overordnede vejnet er ryddet og farbart, mens mindre veje kun er åbne i et spor og kan være svært fremkommelige, især omkring Østermarie og på Nordbornholm. Flere af disse veje vil blive ryddet i weekenden.
Weekendvejret
Ifølge DMI bringer weekenden fortsat snebyger med sig men også lidt eller nogen sol. Dagstemperaturen vil begge dage ligge mellem frysepunktet og fire graders frost, og vinden bliver let til frisk omkring øst, ved kysterne stedvis hård vind.
Se flere videoer på localeyes.dk.