Fortsæt til indhold

Hjerneskadet mand forsvundet i bidende kulde

Den 39-årige mand blev fundet mere end 35 kilometer fra sin institution

Krimi
Af Jacob Nielsen

Sent torsdag aften kontaktede personalet fra en institution i Holbæk politiet, fordi en 39-årig hjerneskadet mandlig beboer var savnet.

Manden var sidst set ved 17-tiden i området ved Orøfærgens færgeleje i Holbæk.

Personalet frygtede, at den 39-årige kunne finde på at lægge sig til at sove ude i det fri, hvilket kunne være livsfarligt for ham på grund af det iskolde vejr.

Politiet iværksatte derfor en eftersøgning og fik oplysninger om, at han muligvis opholdt sig i Nykøbing Sjælland-området.

Klokken cirka 01 i nat fandt politiet frem til ham i Nykøbing Sjælland tæt på Havnekroen. Den 39-årige var i god behold, og politiet kørte ham retur til en institution i Holbæk for overnatning.

I løbet af fredagen skal han retur til sit eget opholdssted, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.