Fortsæt til indhold

Fakta-røver trak flygtende kunde med ind i butikken

Krimi
Arkiv

Klokken 20.57 fredag modtog Nordjyllands politi en anmeldelse fra Fakta, Nejstdalen 2 i Hirtshals. som netop havde været udsat for røveri. Det viste sig, at en mand var gået ind butikken og havde beordret personalet til at fylde spiritusflasker og cigaretter i en pose. Han beordrede også personalet til, at give ham penge fra kassen. Ifølge Nordjyllands Politi var gerningsmanden var ikke bevæbnet.

Efter røveriet forlod han butikken i ukendt retning. Formentlig på en knallert. Efterforskningen førte til, at der klokken 23.52 i Hjørring blev anholdt en 36-årig mand fra Hirtshals. Han var med bus kørt til Hjørring. Der blev fundet en del af de stjålne effekter, oplyser vagtchef Michael Elkjær.

I forbindelse med røveriet mod Fakta stod gerningsmanden bag endnu et røveri på vej ud af forretningen. Gerningsmanden indhentede en kunde, som forsøgte at løbe fra stedet. Han trak kunden tilbage til butikslokalet, hvor han fik kundens tegnebog udleveret.

Kunden fik efterfølgende fat i sin tegnebog og forsvandt fra stedet.

Nordjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med den kunde, som var udsat for dette røveri og med personer, som var vidner til røveriet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.